Her paa andendagen i Berlin er jeg stoedt ind i en lille krise. Jeg har nemlig indset, at jeg ikke kan naa at se alt det, jeg gerne ville, ikke engang det, jeg havde planlagt.

Saa derfor har jeg til imorgen planlagt den totale sellout, nemlig at betale mig til en guidet rundtur i Berlin paa fire timer. Men det bliver med en geek-twist: Transporten fra sted til sted bliver nemlig paa Segways, som jeg altid har haft lyst til at proeve, lige siden de blev opfundet. Saa det er en looser-win situation, men for mig forhaabentlig mest win.

Ellers har jeg i dag besoegt DDR-museet, som var federe, end det umiddelbart saa ud til. Jeg fik da i hvert fald brugt godt og vel halvanden time derinde, tror jeg. Derefter gik turen via metro, erstatningsbus og S-bahn til Museum für Naturkunde, hvor jeg saa de fedeste saa-godt-som komplette dinosaur-skeletter deriblandt det det hidtil hoejeste skelet, der er blevet fundet. Det var, saa vidt jeg husker, skelettet fra en brachiosaurus, og det var godt 12 meter hoejt og 22 meter langt. Virkeligt stort.

Lige nu er jeg paa en kombineret cocktailbar og internetcafé, men selve cocktail-delen virker ikke saa overbevisende, saa jeg har koebt en oel i stedet.

I aften er planen at ga ud at spise et sted, og saa vil jeg lige proeve at se, om der ikke skulle vaere et sted med musik, alkohol og sjov.

Men jeg skal tidligt op i morgen for Segwayen venter, og den er betalt.

Ja, jeg sprang Manhattan over og tog direkte til Berlin.

Efter en lille forsinkelse paa en times tid i Hamborg, fordi mit tog fik tekniske problemer og maatte udgaa ankom jeg til mit hotel i Berlin lidt over kl 17.

Efter at have omfordelt noget af baggagen, tog jeg oejeblikkeligt paa sightseeing.

Det foerste, jeg saa, var forskellige s-bahn-stationer, en enkelt endda to gange i traek. Men jeg er vist allerede ved at faa styr paa, hvordan trafikken fungerer hernede.

Derefter tog jeg til Brandenburger Tor, og gik op til Alexanderplatz. Undervejs tog jeg en masse billeder af bygninger og statuer, men desvaerre er billederne nok lidt halvdaarlige. Nu maa vi se.

Jeg fik ogsaa en Currywurst. Den smagte godt, men var sikkert lidt turistdyr.

Lige om lidt skal jeg spise aftensmad, og saa ved jeg ikke, om jeg crasher paa hotellet eller goer noget andet. For jeg kom selvoelgelig lidt for sent i seng i nat og fik kun knap fem timers soevn. Saa jeg er lidt traet. :-/

I morgen regner jeg med at tage ind til Platz der Republik for at se Reichstag og dernaest tage til Alexanderplatz igen for at proeve Fernsehturm (og dens café), men ogsaa for muligvis at proeve en cityrundfart paa Segways. Oh yes!

Nu maa jeg se, hvad det bliver til. Under alle omstaendigheder er 3 1/2 dag for lidt til at se det meste af Berlin, saa jeg overvejer allerede, at tage herned igen paa et tidspunkt.

Ja,  saa er jeg tilbage paa bloggen efter lang tids fravaer.

Det er skidt,  men vi ved jo alle, hvem der har skylden.

Det er dig, Facebook!! Naar man bare kan lave en hurtig status, saa er det jo svaert at mande sig op til ogsaa at skrive herinde.

Men det vil jeg proeve at aendre paa. Saa hermed krydser jeg fingre og erklaerer MO/blog for genaabnet.

 I lørdags var jeg til koncert i Lille Vega. Jeg havde købt billet til koncerten med det danske band The Floor Is Made of Lava, og vidste ikke helt, hvad jeg gik ind til.

Jeg havde lånt gruppens cd på biblioteket og hørt den et par gange, men det er jo ofte, at et band spiller deres sange anderledes, når det er live.

Da jeg ankom til Lille Vega følte jeg mig forholdsvis gammel, for de fleste af de andre koncertgængere lå vist aldersmæssigt lidt under 20 år, men efterhånden som aftenen skred frem, kom der flere og flere omkring min egen alder.

Koncerten var sat til at begynde klokken 21. Cirka kvart i begyndte en dj at spille diverse elektronisk musik, der lød ret godt, men som ikke blev afspejlet i hverken opvarmningsbandets eller hovednavnets musikstil.

Opvarmningen gik på lidt over 21. Jeg ved ikke, hvem de var, og det betyder heller ikke så meget.

Bevares, de skal såmænd nok blive til noget engang, men lige i lørdags var de ikke det store.

De spillede cirka en halv time, så kom der en anden dj på, der spillede knap så interessant elektronisk musik som den første, og lidt over 22 kom The Floor Is Made of Lava så på.

Og hold da op, hvor var der meget knald på dem. Musikken var endnu mere energisk end på pladen (der i øvrigt hedder All Juice No Fruit), og bandet var tydeligvis begejstret for at spille for et udsolgt Lille Vega.

Guitaristen spillede med en attitude, der fik det til at se ud som om han svingede en vis legemsdel fra side til side i stedet for guitaren, bassisten smed sin bas i gulvet til sidst i koncerten, trommeslageren sad naturligvis i bar overkrop under hele koncerten og sangeren stagedivede.

Fantastisk god koncert. Da bandet ikke har så meget materiale (kun én cd), så spillede de også et par covers: Mr. Boombastic af Shaggy og Going Down af Bruce Springsteen. Jeg synes, at Floors version af Mr. Boombastic var bedre end originalen. Men jeg er jo heller ikke specielt til Dancehall.

Det kan helt klart anbefales at se The Floor Is Made of Lava live. Det har jeg også tænkt mig at gøre igen, for det er altså en fest.

Så var jeg sammen med Christian inde til årets udgave af Spilfestivalen i Valby Medborgerhus.

I år havde jeg forberedt mig hjemmefra, så jeg var stålsat på ikke at købe nogen brætspil i Fantasks ubehageligt lokkende festivalbutik.

Jeg havde skimmet programmet for festivalen noget tid inden, men jeg synes ikke, der var noget særligt, der lige stak i øjnene. Dog ville jeg gerne prøve at spille et lille og simpelt kortspil, der hedder Bohnanza.

Efter at have cyklet igennem regn og blæst ankom jeg til Medborgerhuset lidt over klokken 10. Jeg mødte Christian og vi gik rundt for at se, om der var nogle interessante spil at kaste sig over.

Descent

Ret hurtigt blev vi lokket til at sætte os ned og spille et spil, der hedder Descent. Det er noget af et udstyrsstykke med en masse brikker, tokens, solide spilleplader og store plasticmonstre. Prisen er også derefter, det koster vist omkring 800 kroner!

Det minder meget om det gamle Hero Quest (HQ), hvor spillerne var helte, der skulle ned i en Dungeon og udrydde monstrene. Der var så en slags spilleder, der styrede disse monstre. I HQ vinder spillerne ved at udføre deres mission, og hvis de taber, taber alle også spillederen.

Sådan er det ikke i Descent, der vinder spillederen, hvis det lykkes ham at slå spillerne ihjel. Så på den måde bliver det mere et spil for begge parter.

I det spil, Christian og jeg spillede, sammen med en tredje medspiller, lykkedes det for os at nedkæmpe monstrene og dermed vinde over den onde spilleder. Good times.

Det virker som et glimrende spil, men det er som sagt et udstyrsstykke, dyrt og ikke lige et spil man sætter op for at få et par timers underholdning.

Igel ärgern

Derefter prøvede vi sammen med to andre spillet Igel ärgern. Det er et væddeløbsspil, hvor man skal få tre af sine fire pindsvin (!) i mål som den første. Det var ikke særligt svært, men lidt frustrerende fordi man primært rykkede de andres brikker frem mod målet. Egentlig fungerer det nok glimrende som et familiespil sammen med, eller alene for børn fra 9-10 år og opefter.

Vikings

Vikings er et tysk spil, hvor man skal købe og samle øer, vikingeskibe og mænd til at sejle skibene og bebo øerne.

Da vi fik reglerne forklaret, lød det faktisk lidt forvirrende og svært, men vi fandt meget hurtigt ud af det meste af det og havde kun få opklarende spørgsmål i løbet af spillet. Faktisk var det ret sjovt, og jeg kan godt forestille mig at spille det igen.

Måske fordi det har elementer, der minder om Carcassone, der jo er mit yndlingsbrætspil for tiden. Primært drejer det sig om, at de øer, man skal købe, er delt op i tre dele, og man skal samle dem, ligesom man laver byer i Carcasonne.

Vikings er klart anbefalelesværdigt.

Cutthroat Caverns

Cutthroat Caverns (CC) minder i oplægget lidt om Munchkin.

Man har hver sin helt, der tydeligvis er Dungeons and Dragons inspireret. Man vinder spillet ved at slå monstre ihjel, hvilket giver points, og den, der til sidst har flest points, har vundet spillet.

Man skal forestille sig, at man i samlet flok har begivet sig ned i et hulesystem og har fundet en (enkelt) skat, som alle spillerne hver især gerne vil være eneejer af. Først skal man dog ud af hulesystemet og undervejs nedkæmpe ni meget forskellige monstre.

For at overvinde disse monstre, bliver man nødt til at samarbejde. Man kæmper imod monstrene ved at spille kort, der giver skade eller har andre effekter. Den spiller, der giver det dræbende stød, bliver krediteret for drabet og får de points, som monsteret giver, og er dermed tættere på at vinde spillet.

Så det gælder altså om at samarbejde for at slå monstrene ihjel, men samtidig bliver man også nødt til at forråde hinanden for at være den spiller, der leverer de fleste dræbende stød, så man får de fleste points.

Vi var seks spillere om dette spil, og ingen af os havde prøvet det før, så det tog nok lidt længere tid for os end normalt. Men spilletiden lå nok på omkring 1½ time. Undervejs havde vi det ret sjovt, og der var en del infight blandt spillerne. Vi var alle med, da vi nåede til niende og sidste monster. Men i løbet af den kamp var der tre spillere, der døde.

Dette er helt klart et anbefalelsesværdigt spil. En finte ved spillet er også, at jo flere spillere, der er med, jo stærkere bliver monstrene, så det bliver altså ikke lettere, bare fordi man er fem eller seks spillere.

Bohnanza

Til sidst lykkedes det os at få spillet Bohnanza – det tyske spil, hvor det gælder om at så og høste bønner i alle mulige afskygninger, for derved at tjene penge. Den der til sidst har flest penge, er også den, der vinder.

Det er et rent kortspil, hvor det gælder om at matche et antal ens bønner, fra to og op til ni alt efter bønnearten. Det gør man dels ved at trække kort og dels ved at forhandle og bytte med de andre spillere.

En finte ved dette spil er, at kortene på hånden skal spilles i den rækkefølge, man trækker dem. Man må altså ikke bytte rundt på kortene i sin hånd.

Dette spil var også det eneste, jeg vandt, og det endda kun lige med nød og næppe. Men sjovt var det, og jeg kan også sagtens forestille mig, at spille det igen. Dog skal man nok være en eller to mere end vi var, før deter rigtig sjovt. Vi var tre, der spillede det, og det er næsten for lidt i sådan et forhandlingsspil.

Afrunding

Fem spil på næsten ti timer er meget godt gået synes jeg, det var dog lidt anstrengende, da der rimeligt hurtigt kom en dårlig luft inde i lokalerne, og fordi jeg fik hovedpine. Det må være alt det tænkeri.

Mærkeligt nok var der ikke så mange som sidste år. Det kan måske skyldes vejret, der var ret dårligt. Det kan i hvert fald ikke være på grund af entreen, der var på ti kroner ligesom sidste år.

Alt i alt var det en rigtig god dag med hyggelige opgør ved bræt- og kortspillene, og jeg forventer helt sikkert at komme igen næste år.

Og næste år vil jeg helt bestemt lade mit dankort blive hjemme. For selvfølgelig gik jeg ned i Fantaskbutikken og kiggede, og selvfølgelig blev jeg narret til at købe et spil på grund af festivalrabatten på 10% og mine to rabatkuponer, som jeg havde erhvervet ved at spille.

Grrrr…

Spillet, jeg valgte at købe, er Cutthroat Caverns. Så nu skal jeg bare finde nogle venner at stikke i ryggen.