Indtil virker chat+email-samtalerne som lovet i deres en time og tyve minutter lange video, så det er jo godt. Jeg kan godt se det brugbare i GW som et kollaborativt værktøj i hvert fald. Og så er det også sjovt og nemt at bruge, så længe man ikke har gang i mere end to waves på en gang. Eller også er det blot et spørgsmål om øvelse.

Jeg har endnu ikke afprøvet “tidevands”-funktionaliteten (eller hvad man nu skal kalde den). Det er den funktionalitet, der gør, at man kan skrive inde på GW og så bliver det skrevne bredt ud til forskellige sider automatisk for eksempel til denne blog.

Men det vil jeg prøve snarest, så der kommer nok nogle indlæg her, der ser lidt mærkelige ud.

Jeg har siddet lidt tid og ordnet billeder, lagt dem op på min facebookprofil og opdateret min blogposts her med billeder og links etc.

Du kan klikke her for at læse om mine oplevelser i byen. Jeg nåede ikke at se alt det, jeg på forhånd havde planlagt, men til gengæld fik jeg jo så nogle andre oplevelser, der også var gode.

Nu skal jeg så overveje, hvornår jeg skal derned igen.

Vel tilbage på hotellet fangede jeg lige et glimt af mig selv i badeværelsesspejlet og blev noget overrasket. For jeg havde glemt at komme solcreme i ansigtet samt på nakke og hals. Af en eller anden tåbelig grund havde jeg kun fået det smurt på armene.

Så i løbet af den fem timer lange Segwaytur havde jeg altså fået rigtig meget sol i hovedet, hvilket kunne ses tydeligt. Jeg var ret heldig, at det resulterede i noget, der minder om solbrændthed og ikke en decideret solskoldning.

Men så har jeg jo også noget at prale med på arbejdet på mandag.

Jeg kom lidt sent på hotellet og ankom på Alexanderplatz igen lidt i ti om aftenen. Der gik jeg så lidt rundt og kunne sært nok pludselig ikke finde nogle små interessante spisesteder. Og da jeg efterhånden virkelig havde brug for at få noget at spise, endte jeg altså på en italiensk restaurant, der virkelig var en turistfælde af rang. Men sådan er det jo.

Efter den kedelige lasagne gik jeg igen lidt rundt i området. Denne gang opdagede jeg så et lille værtshus/spisested, som jeg havde læst om i den medbragte “Turen går til Berlin”. Jaja, jeg havde også andre guider med, bare rolig. Værtshuset er Berlins ældste (fra 1621) og hedder Zur letzsten Instanz. Jeg besluttede mig for at tage derhen dagen efter, som det sidste jeg foretog mig i Berlin, da det virkede meget passende. Kort derefter opdagede jeg så også stormagasinet Alexa lige bagved Alexanderplatz. Det umiddelbart mest spændende ved Alexa var den fire etager store Media Markt, som jeg har hørt så meget om, men ikke havde set før. Så det besluttede jeg mig også for at opleve dagen efter. Jeg gik lidt mere rundt og besluttede mig så for at tage Ubahnen tilbage til hotellet inden den holdt op med at køre.

Dagen efter sov jeg igen lidt længe, så jeg havde kun cirka tyve minutter at spise min morgenmad i. Derefter pakkede jeg sammen og checkede ud af hotellet. Så tog jeg ind på en internetcafé lige ved siden af, det er jo vigtigt at følge med i, om der er sket noget nyt og spændende. Det var der nu ikke, men heldigvis kunne jeg igen komme på Facebook, hvilket jeg ellers havde haft problemer med dagen i forvejen.

Nå, men jeg havde jo lagt et lillebitte miniprogram for de sidste to-tre timer i Berlin, og det fulgte jeg til punkt og prikke. Først tog jeg ind til Media Markt ved Alexanderplatz, og det var virkelig stort. Det var Elgiganten, bare med flere ting og på fire etager. Rimeligt cool. Jeg så op til flere spændende og billige kameraer. Men jeg købte ikke noget, da jeg hellere ville vente til en anden gang.

Derefter tog jeg til kroen/restauranten Zum letzten Instans, der lå lige i nærheden og er den ældste restaurant i Berlin. Den kan føres tilbage til 1621, hvor den fik sit navn efter en hændelse hvor to, der havde sagsøgt hinanden kom overens over nogle øl på stedet. Før det hed værsthuset noget andet.

Nå, men jeg spiste i den hyggelige gårdhave, hvor jeg sad i læ af et stort træ. Det var meget rart, for på et tidspunkt begyndte det at småregne lidt, men det var virkelig minimalt, hvad jeg mærkede til dråberne.

Efter at have spist tog jeg en taxa til Berlin Hauptbahnhof og derfra gik toget hjem mod Danmark. Undervejs blev toget forsinket en times tid, da en køreledning var faldet ned på en tysk station. Men det var okay, jeg kedede mig ikke i toget. Jeg var hjemme lidt over tolv og en smule træt efter fire dage med gode oplevelser.

Det er i hvert fald ikke sidste gang, jeg tager til Berlin.

Derefter slappede jeg lidt af og tog saa op til Kastanienallé, hvor jeg fik noget at spise. Det var meget laekker indisk mad. Derefter gik jeg til Prater, som er et kendt oelsted, hvor jeg fik noget af deres Schwartzbier von Faß. Det var ret laekkert. Derefter daskede jeg lidt tilbage af Kastanienallé og fandt cocktailsted, der hedder Godot. Meget sjovt, synes jeg. Betjeningen var nu ellers meget kvik.

Jeg fik naturligvis en Long Island Ice Tea, og den var faktisk ligesaa bitter, som jeg huskede den hjemmefra. Saa det var jo fint. Men den var ogsaa noget staerkere. Og stoerre faktisk. Saa da jeg havde faerdiggjort den, begyndte jeg at gaa tilbage mod Ubahn-stationen, men en venlig tysker fortalte mig, at Ubahnen var lukket paa det tidspunkt. Saa jeg maatte tage en taxi, og det var ogsaa okay. Turen gik hurtigt, chauffoeren var flink og det kostede kun omkring 100 kroner.

Da jeg kom tilbage til hotellet gik jeg i seng.

Tredjedagen oprandt, og jeg kom ned til hotelmorgenmaden i god tid, hvilket klart kan anbefales. For det er rarest, naar det, der er varmt, skal vaere varmt, og det kolde skal vaer koldt.

Efter at have spise morgenmad uden stress, gik turen ind til Alexanderplatz, hvor jeg havde en aftale med en Segway. Jeg havde dagen forinden tilmeldt mig en guidet rundtur paa 4-5 timer til flere af Berlins interessante steder, og det havde jeg jo lidt daarlig samvittighed med, for alle ved jo, at det goer en ordentlig turist ikke. :-S

Men det, der i virkeligheden trak var, at vi skulle transportere os selv rundt paa Segways, som jeg altid har oensket mig at proeve, lige siden jeg foerste gang saa en video med saadan en. For den virkede jo genial.

Vi var fire tilmeldte, hvilket var fint, for saa var det meget let at komme til at stille spoergsmaal og hoere hvad guiden fra firmaet Fat Tires City Tour sagde.

Foerst skulle vi dog lige igennem en hurtig omgang traening i at stige op paa Segwayen, rotere rundt om os selv, koere forlaens og dreje i en stor cirkel for derefter at afslutte med at stige af igen. For Segwayen er computerstyret og koerer frem og tilbage alt efter, hvordan man fordeler sin vaegt paa fire knapper, som man staar paa. Derfor skal man lige vide, hvordan man staar af eller paa uden at aktivere for eksempel fremadkoersel. Det minder faktisk lidt om Wii Fit. Man drejer Segwayen ved at vippe styret til venstre eller til hoejre. Det tog cirka to minutter at laere, og godt otte minutter derefter for at blive rigtig dygtig. Og saa gik det ellers over stok og sten. Det var rigtigt sjovt og kan klart anbefales.

Vi blev dog ret traette i benene, for i realiteten staar man jo bare op paa samme sted, naar man koerer, og turen endte med at vare fem timer. Men det var interessant ogsaa at hoere, hvad guiden havde at sige.

Undervejs var det umuligt ikke at laegge maerke til de mennesker, som vi passerede pü vores Segways. For flere af dem grinte ad med (allright who am I kidding?) ad os, fotograferede os og/eller kom med kommentarer.  Og paa en Segway kan ingen se, at man er dansk, saa jeg lagde da ogsaa oere til  en del danske kommentarer undervejs. 

Efter den guidede rundtur tog jeg til Oranienstraße, hvor jeg satte mig paa en café og drak en kop kaffe mens jeg laeste i min medbragte bog. Det var meget hyggeligt. Saa gik jeg op og ned ad gaden, der nok mest af alt minder om Pisserenden hjemme i Käbenhavn, bare meget laengere.

Nu overvejer jeg saa, hvor jeg skal faa noget aftensmad. Jeg planlaegger at tage ind til Alexanderplatz og maaske bevaege mig lidt nordpaa til fods indtil jeg finder et interessant sted.

Derefter maa jeg se, hvad der saa skal ske.

Saa derfor har jeg til imorgen planlagt den totale sellout, nemlig at betale mig til en guidet rundtur i Berlin paa fire timer. Men det bliver med en geek-twist: Transporten fra sted til sted bliver nemlig paa Segways, som jeg altid har haft lyst til at proeve, lige siden de blev opfundet. Saa det er en looser-win situation, men for mig forhaabentlig mest win.

Ellers har jeg i dag besoegt DDR-museet, som var federe, end det umiddelbart saa ud til. Jeg fik da i hvert fald brugt godt og vel halvanden time derinde, tror jeg. Derefter gik turen via metro, erstatningsbus og S-bahn til Museum für Naturkunde, hvor jeg saa de fedeste saa-godt-som komplette dinosaur-skeletter deriblandt det det hidtil hoejeste skelet, der er blevet fundet. Det var, saa vidt jeg husker, skelettet fra en brachiosaurus, og det var godt 12 meter hoejt og 22 meter langt. Virkeligt stort.

Lige nu er jeg paa en kombineret cocktailbar og internetcafé, men selve cocktail-delen virker ikke saa overbevisende, saa jeg har koebt en oel i stedet.

I aften er planen at ga ud at spise et sted, og saa vil jeg lige proeve at se, om der ikke skulle vaere et sted med musik, alkohol og sjov.

Men jeg skal tidligt op i morgen for Segwayen venter, og den er betalt.

Efter en lille forsinkelse paa en times tid i Hamborg, fordi mit tog fik tekniske problemer og maatte udgaa ankom jeg til mit hotel i Berlin lidt over kl 17.

Efter at have omfordelt noget af baggagen, tog jeg oejeblikkeligt paa sightseeing.

Det foerste, jeg saa, var forskellige s-bahn-stationer, en enkelt endda to gange i traek. Men jeg er vist allerede ved at faa styr paa, hvordan trafikken fungerer hernede.

Derefter tog jeg til Brandenburger Tor, og gik op til Alexanderplatz. Undervejs tog jeg en masse billeder af bygninger og statuer, men desvaerre er billederne nok lidt halvdaarlige. Nu maa vi se.

Jeg fik ogsaa en Currywurst. Den smagte godt, men var sikkert lidt turistdyr.

Lige om lidt skal jeg spise aftensmad, og saa ved jeg ikke, om jeg crasher paa hotellet eller goer noget andet. For jeg kom selvoelgelig lidt for sent i seng i nat og fik kun knap fem timers soevn. Saa jeg er lidt traet. :-/

I morgen regner jeg med at tage ind til Platz der Republik for at se Reichstag og dernaest tage til Alexanderplatz igen for at proeve Fernsehturm (og dens café), men ogsaa for muligvis at proeve en cityrundfart paa Segways. Oh yes!

Nu maa jeg se, hvad det bliver til. Under alle omstaendigheder er 3 1/2 dag for lidt til at se det meste af Berlin, saa jeg overvejer allerede, at tage herned igen paa et tidspunkt.

Det er skidt,  men vi ved jo alle, hvem der har skylden.

Det er dig, Facebook!! Naar man bare kan lave en hurtig status, saa er det jo svaert at mande sig op til ogsaa at skrive herinde.

Men det vil jeg proeve at aendre paa. Saa hermed krydser jeg fingre og erklaerer MO/blog for genaabnet.

Jeg havde lånt gruppens cd på biblioteket og hørt den et par gange, men det er jo ofte, at et band spiller deres sange anderledes, når det er live.

Da jeg ankom til Lille Vega følte jeg mig forholdsvis gammel, for de fleste af de andre koncertgængere lå vist aldersmæssigt lidt under 20 år, men efterhånden som aftenen skred frem, kom der flere og flere omkring min egen alder.

Koncerten var sat til at begynde klokken 21. Cirka kvart i begyndte en dj at spille diverse elektronisk musik, der lød ret godt, men som ikke blev afspejlet i hverken opvarmningsbandets eller hovednavnets musikstil.

Opvarmningen gik på lidt over 21. Jeg ved ikke, hvem de var, og det betyder heller ikke så meget.

Bevares, de skal såmænd nok blive til noget engang, men lige i lørdags var de ikke det store.

De spillede cirka en halv time, så kom der en anden dj på, der spillede knap så interessant elektronisk musik som den første, og lidt over 22 kom The Floor Is Made of Lava så på.

Og hold da op, hvor var der meget knald på dem. Musikken var endnu mere energisk end på pladen (der i øvrigt hedder All Juice No Fruit), og bandet var tydeligvis begejstret for at spille for et udsolgt Lille Vega.

Guitaristen spillede med en attitude, der fik det til at se ud som om han svingede en vis legemsdel fra side til side i stedet for guitaren, bassisten smed sin bas i gulvet til sidst i koncerten, trommeslageren sad naturligvis i bar overkrop under hele koncerten og sangeren stagedivede.

Fantastisk god koncert. Da bandet ikke har så meget materiale (kun én cd), så spillede de også et par covers: Mr. Boombastic af Shaggy og Going Down af Bruce Springsteen. Jeg synes, at Floors version af Mr. Boombastic var bedre end originalen. Men jeg er jo heller ikke specielt til Dancehall.

Det kan helt klart anbefales at se The Floor Is Made of Lava live. Det har jeg også tænkt mig at gøre igen, for det er altså en fest.

Så var jeg sammen med Christian inde til årets udgave af Spilfestivalen i Valby Medborgerhus.

I år havde jeg forberedt mig hjemmefra, så jeg var stålsat på ikke at købe nogen brætspil i Fantasks ubehageligt lokkende festivalbutik.

Jeg havde skimmet programmet for festivalen noget tid inden, men jeg synes ikke, der var noget særligt, der lige stak i øjnene. Dog ville jeg gerne prøve at spille et lille og simpelt kortspil, der hedder Bohnanza.

Efter at have cyklet igennem regn og blæst ankom jeg til Medborgerhuset lidt over klokken 10. Jeg mødte Christian og vi gik rundt for at se, om der var nogle interessante spil at kaste sig over.

Descent

Ret hurtigt blev vi lokket til at sætte os ned og spille et spil, der hedder Descent. Det er noget af et udstyrsstykke med en masse brikker, tokens, solide spilleplader og store plasticmonstre. Prisen er også derefter, det koster vist omkring 800 kroner!

Det minder meget om det gamle Hero Quest (HQ), hvor spillerne var helte, der skulle ned i en Dungeon og udrydde monstrene. Der var så en slags spilleder, der styrede disse monstre. I HQ vinder spillerne ved at udføre deres mission, og hvis de taber, taber alle også spillederen.

Sådan er det ikke i Descent, der vinder spillederen, hvis det lykkes ham at slå spillerne ihjel. Så på den måde bliver det mere et spil for begge parter.

I det spil, Christian og jeg spillede, sammen med en tredje medspiller, lykkedes det for os at nedkæmpe monstrene og dermed vinde over den onde spilleder. Good times.

Det virker som et glimrende spil, men det er som sagt et udstyrsstykke, dyrt og ikke lige et spil man sætter op for at få et par timers underholdning.

Igel ärgern

Derefter prøvede vi sammen med to andre spillet Igel ärgern. Det er et væddeløbsspil, hvor man skal få tre af sine fire pindsvin (!) i mål som den første. Det var ikke særligt svært, men lidt frustrerende fordi man primært rykkede de andres brikker frem mod målet. Egentlig fungerer det nok glimrende som et familiespil sammen med, eller alene for børn fra 9-10 år og opefter.

Vikings

Vikings er et tysk spil, hvor man skal købe og samle øer, vikingeskibe og mænd til at sejle skibene og bebo øerne.

Da vi fik reglerne forklaret, lød det faktisk lidt forvirrende og svært, men vi fandt meget hurtigt ud af det meste af det og havde kun få opklarende spørgsmål i løbet af spillet. Faktisk var det ret sjovt, og jeg kan godt forestille mig at spille det igen.

Måske fordi det har elementer, der minder om Carcassone, der jo er mit yndlingsbrætspil for tiden. Primært drejer det sig om, at de øer, man skal købe, er delt op i tre dele, og man skal samle dem, ligesom man laver byer i Carcasonne.

Vikings er klart anbefalelesværdigt.

Cutthroat Caverns

Cutthroat Caverns (CC) minder i oplægget lidt om Munchkin.

Man har hver sin helt, der tydeligvis er Dungeons and Dragons inspireret. Man vinder spillet ved at slå monstre ihjel, hvilket giver points, og den, der til sidst har flest points, har vundet spillet.

Man skal forestille sig, at man i samlet flok har begivet sig ned i et hulesystem og har fundet en (enkelt) skat, som alle spillerne hver især gerne vil være eneejer af. Først skal man dog ud af hulesystemet og undervejs nedkæmpe ni meget forskellige monstre.

For at overvinde disse monstre, bliver man nødt til at samarbejde. Man kæmper imod monstrene ved at spille kort, der giver skade eller har andre effekter. Den spiller, der giver det dræbende stød, bliver krediteret for drabet og får de points, som monsteret giver, og er dermed tættere på at vinde spillet.

Så det gælder altså om at samarbejde for at slå monstrene ihjel, men samtidig bliver man også nødt til at forråde hinanden for at være den spiller, der leverer de fleste dræbende stød, så man får de fleste points.

Vi var seks spillere om dette spil, og ingen af os havde prøvet det før, så det tog nok lidt længere tid for os end normalt. Men spilletiden lå nok på omkring 1½ time. Undervejs havde vi det ret sjovt, og der var en del infight blandt spillerne. Vi var alle med, da vi nåede til niende og sidste monster. Men i løbet af den kamp var der tre spillere, der døde.

Dette er helt klart et anbefalelsesværdigt spil. En finte ved spillet er også, at jo flere spillere, der er med, jo stærkere bliver monstrene, så det bliver altså ikke lettere, bare fordi man er fem eller seks spillere.

Bohnanza

Til sidst lykkedes det os at få spillet Bohnanza – det tyske spil, hvor det gælder om at så og høste bønner i alle mulige afskygninger, for derved at tjene penge. Den der til sidst har flest penge, er også den, der vinder.

Det er et rent kortspil, hvor det gælder om at matche et antal ens bønner, fra to og op til ni alt efter bønnearten. Det gør man dels ved at trække kort og dels ved at forhandle og bytte med de andre spillere.

En finte ved dette spil er, at kortene på hånden skal spilles i den rækkefølge, man trækker dem. Man må altså ikke bytte rundt på kortene i sin hånd.

Dette spil var også det eneste, jeg vandt, og det endda kun lige med nød og næppe. Men sjovt var det, og jeg kan også sagtens forestille mig, at spille det igen. Dog skal man nok være en eller to mere end vi var, før deter rigtig sjovt. Vi var tre, der spillede det, og det er næsten for lidt i sådan et forhandlingsspil.

Afrunding

Fem spil på næsten ti timer er meget godt gået synes jeg, det var dog lidt anstrengende, da der rimeligt hurtigt kom en dårlig luft inde i lokalerne, og fordi jeg fik hovedpine. Det må være alt det tænkeri.

Mærkeligt nok var der ikke så mange som sidste år. Det kan måske skyldes vejret, der var ret dårligt. Det kan i hvert fald ikke være på grund af entreen, der var på ti kroner ligesom sidste år.

Alt i alt var det en rigtig god dag med hyggelige opgør ved bræt- og kortspillene, og jeg forventer helt sikkert at komme igen næste år.

Og næste år vil jeg helt bestemt lade mit dankort blive hjemme. For selvfølgelig gik jeg ned i Fantaskbutikken og kiggede, og selvfølgelig blev jeg narret til at købe et spil på grund af festivalrabatten på 10% og mine to rabatkuponer, som jeg havde erhvervet ved at spille.

Grrrr…

Spillet, jeg valgte at købe, er Cutthroat Caverns. Så nu skal jeg bare finde nogle venner at stikke i ryggen.